Ukraine og Rusland
I samarbejde med Blixen Klub Værløse afholder vi dette arrangement, hvor Torben Heuer vil fortælle os om et meget aktuelt emne.
Torben Heuer er tidligere gymnasielektor og universitetsunderviser inden for russisk sprog, kultur og historie og har også arbejdet som lektor i dansk ved Skt. Petersborgs Statsuniversitet.
Foredraget fortæller om de historiske relationer mellem Ukraine og Rusland i form af en række historiske nedslag, der rækker fra den fælles fortid i middelalderriget Kievskaja Rus’ til Sovjetunionens opløsning.
Der vil især være fokus på, hvordan disse relationer bruges i det politiske spil omkring Putins ”specialoperation” = krig , og på processen omkring Ukraines selvstændighed og internationale anerkendelse efter Sovjetunionens opløsning.
Endvidere gives der en vurdering af landets langsomme og vanskelige stræben efter demokrati og europæisk integration, samt en omtale af den nationalistiske historiefortælling, der er opstået under Putins tid ved magten i Rusland, og som har ført til invasionen af Ukraine.

