Den ægyptiske samling på Glyptoteket
Vi skal med guide på rundvisning i den fantastiske ægyptiske samling på Glyptoteket
Vi kommer til at høre om Glyptotekets samling af old-ægyptisk kunst, bl.a. Ramses II, Tutankhamon, Akhenaton og Nefertiti, men de er kun et udvalg af de legendariske gamle ægyptere, som man kan stifte bekendtskab med i den ægyptiske samling.
Udstillingen rummer mere end 300 værker, der stammer fra en periode på mere end 3.000 år. Denne lange tidsperiode gør det muligt både at se udviklingen af den ægyptiske kunst og hovedværker fra hver periode. Fra monumentale skulpturer og dele af arkitektur til de mange ægyptiske guders verden og de magiske hieroglyffer.
Og selvfølgelig kommer vi også ned og ser mumierne i mumiekælderen. For at komme ned til mumierne har Glyptoteket valgt at genskabe nedgangen til en ægyptisk grav. I Mumiekælderen findes de ægyptiske mumier, kister med hieroglyfindskrifter og billeder fra underverdenen foruden livagtige mumieportrætter fra romersk tid i Ægypten.

